Ofte var der flere stop undervejs, med forskellige både og jernbaner. Hvis ikke man kunne tage den direkte danske linje, Thingvalla fra København, måtte man ofte først med skib fra København over Nordsøen til byen Hull i Storbritannien, hvilket tog omkring 2 døgn, derefter skulle man videre med jernbanen til Liverpool, hvorefter et nyt skib sejlede til New York. En anden mulighed var at tage rejsen fra Danmark til Hamburg eller Bremen med skib og jernbane, for derefter at komme på et skib til New York. Det var ofte sejladsen fra København til Hull, der var den værste del af turen. Skibene var tit ombyggede fragtskibe, hvor man havde bygget køjer i bunden af skibet, eller man sov sammen med lasten, der også skulle fragtes. Et eksempel på den dårlige komfort kan ses i en rapport til politiet, der omhandler selskabet Wilson Line, som i 1880’erne? var den dominerende linje fra København til Hull:

 

Rejsen var tydeligvis ikke for sarte sjæle. Ikke nok med at passagererne var stuvet tæt sammen. Mellemdækspassagerer skulle også selv sørge for maden i de to døgn på skibet. Allerede inden de gik ombord i København, havde mange af udvandrerne rejst langt gennem Danmark, og efter ankomsten til Hull, ventede der en togtur og en sejlads over det vilde Atlanten, og endvidere ofte en lang togtur ind på det nordamerikanske kontinent.

 

En anden beretning om sejladsen stammer fra Sofus Nielsen, som udvandrede i 1921. Det er en forholdsvis sen udvandring, og der kan været sket meget med komforten om bord, sammenlignet med masseudvandringens peak i 1880’erne. Sofus Nielsen rejste med et skib ved navn Frederik VIII, som tilhørte det danske rederi Thingvalla. Beskrivelserne stammer fra et brev, han skrev til sin bror og svigerinde under turen over Atlanten.

Teksten stammer fra en rapport til politiet.

 

Sofus Nielsen, 1921

 

Degn Grafisk