Sommeraktiviteter på Museum Rebild.

 

Museet i Rebild tilbyder juli måned aktiviteter for hele familien. Husflidsteltet er opstillet ved siden af museet, og her tilbydes værksstedsdage i uge 28 og 29 – tirsdag til torsdag. I den første uge er der mulighed for at lave glassmykker, der brændes i ovn samme dag. Du får mulighed for at lave dit eget sjippetov, under kyndig vejledning fra rebslageren. I uge 29 arbejdes der med naturmaterialer, som hør og halm. Her vejledes der også, sådan at du får dit eget produkt med hjem. Der arbejdes ligeledes med knipling. Der er fri entre til husflidsteltet, men materialer betales. I uge 30, nærmere betegnet den 28. 0g 29. juli tilbydes de Store Husflidsdage. Her er der arbejdende stande og udstillinger indenfor en lang række håndværks- og husflidsfag, Det foregår i samarbejde med husflidsfolk fra Nord- og Midtjylland.

 

Bl.a. glas, træ, halm, patchwork, børstenbinder, billedskæring i træ m.v. Gammelkendte teknikker bruges til at lave kreative produkter i nyt design. De store Husflidsdage foregår både i telt og museum. I uge 31 handler det om bogbinding, som foregår i museet. Faget præsenteres, dets metoder og redskaber. Tag din egen bog med til reparation, måske får du lyst til selv at prøve. Til husflidsdagene betales der entre.

 

Fra onsdag den 12. juli og fem onsdage frem tilbydes onsdagsmusik og dans for alle fra kl. 1930. Mulighed for at spille med for alle interesserede spillemænd. Spillemændene mødes kl. 1900. Hvis vejret arter sig foregår det udendørs.

Sommeraktiviteter i husflidsteltet, Museum Rebild.

For hele familien – prøv selv – der er instruktion.

11.7. – 13.7. kl. 11 - 16: Glassmykker og reb.

18.7. – 20.7. kl. 11 - 16: Halm, hør og knipling.

28.7. – 29.7. kl. 10 - 17: De store husflidsdage. Arbejdende stande og udstillinger.

 
     

 

I museum og husflidstelt.

 

1.8. - 3.8. kl. 11 – 16: Bogbinding – prøv selv.

12.7., 19.7., 26.7., 2.8. og 9.8. Onsdagsmusik og dans for alle fra kl. 19.30.