Jernbanen i USA var til forskel fra Europa drevet udelukkende som privatforetagende og med henblik på cool cash. Selvom jernbanekompagnierne var privatejede, blandede staten sig dog i forbindelse med regeringens ønske om at få bosat og opdyrket den store øde prærie. Tanken var, at når jernbanen blev lagt ud gennem prærien, ville udvandrerne få let adgang dertil, og dermed ville prærien hurtigt blive opdyrket. Med det formål gennemførte regeringen i 1862 en enorm landdonation til Union Pacific Railroad Company. Aftalen lød på, at selskabet kvit og frit fik doneret hver anden section land i en radius af 10 mil fra jernbanestrækningen, med den betingelse at der skulle anlægges en jernbane. Efter denne første store donation blev der gennemført andre mindre, men stadig betydelige donationer til andre jernbanekompagnier. I alt donerede staten et område på 2242.000 kvadratmiles. Jernbaneselskaberne ejede nu enorme landområder af uopdyrket jord, og for at kunne finansiere anlæggelsen af jernbanen, solgte selskaberne ud af jorden. Salget har haft to formål: 1 At få finansieret anlæggelsen af skinner. 2 At få opdyrket prærien, således at der ville opstå bosættelser langs jernbanen, der kunne skabe behov for i en vedvarende transport af passagerer og gods. Bosættelserne langs jernbanen skulle desuden tiltrække yderligere indvandrere, da større stationsbyer gav landmænd og håndværkere mulighed for at sælge og transportere deres varer. 

 

Land for arbejde

Med de mange forskellige private jernbanekompagnier opstod der en konkurrence om at hverve de mange udvandrere, og ligesom med rederierne oprettede jernbanekompagnierne kontorer med agenter i de store havnebyer på østkysten, hvor Atlanterhavsskibene lagde til. Jernbanekompagniernes agenter skulle først og fremmest hverve unge friske mænd, som kunne arbejde med anlæggelsen af de lange jernbanestrækninger. De kunne lokke de friske mænd til arbejdet, ved at love dem billig jord som jernbanen ejede, efter endt arbejde hos dem.

 

 


 

Samarbejde om fælles mål

Jernbanenkompagnierne havde så stort et behov for arbejdskraft, at det ikke var tilstrækkeligt at have hvervekontorer i havnebyerne. Derfor udviklede og trykte kompagnierne brochurer om de landområder, som de enkelte jernbanekompagnier ejede. Her lokkede samtlige kompagnierne med den bedste jord, som naturligvis var bedre end alle andre steder. Jernbanekompagnierne var klar over, at det ville være optimalt at fange udvandrernes opmærksomhed, allerede inden de forlod deres fædreland, og derfor skulle brochurerne uddeles i Europa. Kompagnierne kunne have valgt selv at oprette kontorer i Europa, men det blev ikke tilfældet. I stedet benyttede de sig af rederiernes eksisterende og velfungerende organisering med kontorer, agenter og underagenter. Jernbanekompagnierne indgik ganske enkelt kontrakter med rederierne om, at sælge deres togbilletter mod provision for hver solgt billet. Rederierne modtog gratis de brochurer og plakater, som jernbanekompagnierne fik fremstillet, og materialet fungerede således også som ekstra reklame for rederierne. 

 

Arbejdere lægger spor for Central Pacific Railroad i Nevada, 1868.

 


 

Mere at tilbyde

Rederiagenternes eksisterende netværk ude i den danske provins, blev som følge af samarbejdet med jernbanekompagnierne nu manifesteret i en værdikæde, der ikke kun strakte sig til østkysten af Nordamerika men langt ind på kontinentet til de små provinser og videre til bosættelser ude på prærien. Det var lukrativt for jernbanekompagnierne, som, nu kunne markedsføre sig over for den rette målgruppe, men det var også lukrativt for rederierne, som havde brug for noget mere at tilbyde landbefolkningen i den danske provins. Det var ikke længere nok at lokke med den gode mad og den gode komfort om bord på skibene. Der skulle noget mere håndgribeligt til, og det fik de nu gennem jernbanekompagniernes reklamer.

 

 

Udvandring som pakke

Agenterne kunne nu tilbyde en pakkeløsning med billetter, der gjaldt hele vejen fra den lille danske provinsby, til København, videre til New York og derfra videre helt ud til det stykke land, udvandreren på forhånd havde erhvervet sig. Til de udvandrere, som ikke på forhånd havde arbejde eller jord, kunne agenterne inden afrejsen tilbyde arbejde hos jernbanekompagniet og lovning på et stykke billigt jord efterfølgende. Til de kommende udvandrere, der ikke havde råd til rejsen, er der set eksempler på kredit, og på at udvandreren har arbejdet billetten af, ved at arbejde med konstruktion af jernbanenettet i en periode. 

 

 


 

 

Degn Grafisk