Mette Johanne og Niels Peter Langeland, med sønnen Niels Peter.

Husmandssted i Fræer

Marinus Langeland voksede op i et miljø på Skørping egnen og fortæller om nogen om de overflødige, overskuddet, der ikke var plads til. Forældrene var Niels Pedersen Langeland og Mette Johanne Poulsen. De fik i deres ægteskab 8 børn, hvoraf tre døde som børn, to udvandrede senere til USA.

Marinus Langeland og broderen Peter blev begge pionerer og foregangsmænd indenfor husmandsbevægelsen, både i praksis og organisatorisk. De fik begge ejendomme ved udstykningen af herregården Store Restrup i 1912.

AD SANDEDE VEJE

I erindringsbogen fortæller Marinus Langeland om forældrenes Niels Peter Langeland og Mette Johannes liv og levned, samt selvfølgelig om egen opvækst i Skørping og Skindbjerg. Det er på mange måder beskrivelsen af de forhold ”overskudsfamilierne” fik i Himmerland, tilsvarende andre steder i Danmark. Vi følger Niels Peders og Mette Johannes livsforløb suppleret med uddrag fra erindringsbogen.

SVERRIGSHUS

HEDEJENDOMMEN I SKYGGEN AF FATTIGDOMMEN

Niels Pedersen Langeland blev født i Aalborg 1866 og Mette Johanne i Gunderup 1845. De kom begge fra udprægede fattige miljøer, men kunne dog efter giftermål overtage en hedeejendom ved Sverrigshus (Skørping Station) på 20 td. Land. Det må have været omkring 1867. Jorden ved Sverrighus var udpint og ikke i kultur, og udkommet rækker ikke til forbedring af driften eller jorden. Dagligdagen præges at sliddet og problemer med at skaffe føden og et lille udkomme af ejendommen. Det blev ofte til sulteføde, uden megen næring.

DAGLEJE – NÅR EGEN JORD IKKE SLÅR TIL

Når hedebruget ikke kunne give til føden, så var der ikke andre muligheder, end at tage forefaldende arbejde, eks. i skoven, tærskearbejde på gårdene o.l.

SALGET AF HEDEEJENDOMMEN

– FRA SELVEJER TIL ”SVINHUSET”

Niels Pedersen Langeland opgiver at drive ejendommen, han var nu også blevet mere landarbejder end husmand. Familien beslutter sig for at sælge, inden de må gå fra stedet. Den næste bolig er et lejehus, sandsynligvis i Gl. Skørping. Huset, kaldet ”Svinehuset” eller ”Smedehuset”, er meget forfalden og har nærmest været hjemsted for en smugkro og landevejens folk.

I SMEDEHUSET – PÅ RANDEN AF FATTIGFORSORG

Familien skulle nu klare sig ved Niels Peders dagleje. Desuden kunne der dyrkes grønsager og kartofler i den til huset hørende have. Opholdet i Smedehuset blev nærmest et mareridt, omgivet af alkoholiserede naboer og fritgående husdyr, der raserede deres have. Hele tiden er der risikoen for at stå uden arbejde, og dermed være overladt til fattigforsorg. De sidste år i Smedehuset bliver dog præget af nye naboer og godt naboskab. Familien får mulighed for at flytte til Skindbjerg, hvor en onkel vil udvandre. Efter en gammel aftale skulle Niels Peder så overtage ejendommmen i Skindbjerg. Det sker i 1881.

Høstarbejde ved Astrup.

SKINDBJERG – ET LIV I YDERSTE FATTIGDOM

Huset i Skindbjerg er bygget i bindingsværk og rummede både beboelse og stald. Der hørte ca. 3,5 td. land sandjord og bakker til stedet. Greven på Lindenborg ejede huset, der blev betalt med en lejeafgift på 20 kr. om året. Tilværelsen består dog stadigvæk af Niels’ skiftende arbejdspladser, ligesom Mette Johanne tager arbejde på gårdene rundt om. Desuden supplement i egne produkter fra have og landbrug.

EN RØGTERPLADS – NIELS PEDER SLIDER SIG IHJEL

Efter de første hårde år i Skindbjerg lykkes det dem at få både en ko, får og en gris. Et par hårde vintre betød mangel på arbejde og Niels Peder måtte tage en røgterplads langt borte fra hjemmet. Det betød, at han måtte bo på gården og kun var hjemme om søndagen med de 3,5 kr., som ugelønnen kunne blive til. Arbejdet i stalden var hårdt, og dertil måtte Niels Peder tage til takke med et uhumsk og sundhedsfarligt røgterkammer. Det gav ham et knæk, og han blev syg bl.a. med gigtfeber.

For at redde skærene tager Mette Johanne arbejde i skoven med plantning. Det reddede denne periode og de slap for fattigforsorg. Det noteres dog, at der er et godt naboskab i Skindbjerg. Nabokonerne kommer i den svære tid ofte med mad til familien.

Niels Peder dør pludselig i 1895, under sit arbejde på Lindenborg. Hans arbejdsevne var pga. sygdommen nedsat, og han blev mere og mere tungsindig, han var totalt slidt op. Marinus Langeland prøver selv de hårde vilkår som landarbejder og får sin del af sygdom og mén af den hårde tilværelse. Dette kombineret med mangelfuld og nærende kost nedbryder mennesker både fysisk og psykisk.

MARINUS LANGELAND – EN FORETAGSOM OG DRIFTIG MAND

Marinus Langeland flytter nu hjem til moderen, hvor de skal opretholde livet på det lille husmandssted. Med stort slid og foretagsomhed lykkes det at få ejendommen i drift og udbygget med nye initiativer eks. biavl, havebrug og hønseri samt forbedringer af jorden. Marinus får vogn, og trækkraften er bedriftens to køer.

FRA FATTIGT HUSMANDSTED – TIL PRÆMIEBRUG

Mor og søn får skabt et lille veldrevet husmandssted, der oven i købet præmieredes af husmandsforeningerne. Marinus Langeland tager et højskoleophold og broderen Peter træder til.

Omkring 1912 sælger de ejendommen og køber større husmandssteder på St. Restrup udstykningen, samtidig med engagementet indenfor husmandsbevægelsen.

Langelandfamilien bidrager også til udvandringen. Søskende til Niels Pedersen Langeland udvandrer, ligesom søskende til Marinus Langeland tager turen over Atlanten.

Anders Christian Langeland med familie udvandrer til Yankton, South Dakota i 1878. De kommer fra Vesthimmerland, hvor han bl.a. ernærede sig som grøftegraver. Chresten Langeland med familie udvandrer til New York City 1881. De havde lejemålet på ejendommen i Skindbjerg, som Niels Pedersen Langeland overtager efter ham.

I næste slægtled udvandrer Poul og Kirstine, der er søskende til Marinus Langeland. De ender begge ad forskellige veje i byen Selma i Californien.

KIRSTINE LANGELAND – MED ONKEL TIL AMERIKA

Kirstine Langeland udvandrer i 1888 og rejser til USA, som 12 årig sammen med en onkel. Om årsagen til udrejsen fortæller Ellen Langeland, ”Kirstine var ude at tjene, og en dag da hendes mor ville se til hende, gik hun og var murerarbejdsmand og fik ikke nok at spise. Så fik hendes mor arrangeret, at hun kom med en onkel, der var hjemme fra USA”.

Kirstine vokser op i USA og møder Jens, som også er indvandrer fra Danmark. De flytter noget rundt, men i 1911 er de i Selma i Californien. Her driver de en mindre ejendom. Området var kendt for hvedeavl og senere for frugtavl, bl.a. fersken, blommer, grapefrugt og rosiner.

Poul og Nielsines farm i Iowa

Skovarbejde. Langelænder med økse.

POUL LANGELAND

– LANDBRUG OG SKOVBRUG I IOWA OG WISCONSIN

Poul Langeland udvandrer i 1889 og bosætter sig i Walnut, Iowa, hvor han i 1895 gifter sig med Nielsine Jensen, også indvandrer fra Danmark. De drev landbrug og ejede en mindre farm. I 1905 flytter de til Brantwood i Wisconsin. De ernærer sig ved landbrug og om vinteren skovbrug og arbejder på den store savmølle, der var i byen. Flere postkort sendt til familien i Danmark vidner om arbejdet i Brantwoods skove.

Bagsiden af kortet.