DET HIMMERLANDSKE LANDSKAB er præget af store forskelle, med Østhimmerlands store skove, folkerige landsbyer, de højeste punkter i Himmerland, kuperet terræn, mens det flader mere ud i Vesthimmerland, der er næsten skovløst, med store hedestrækninger og enge. I øvrigt er de vesthimmerlandske heder mellem Nibe og Løgstør stadig bevarede som unikke naturarealer.I vest har blæsten frit løb over der flade land, i modsætning til Østhimmerland med et bakket terræn.

 

Herregårdene ligger tættest mod øst, hvor der også er bedre jordbonitet. Her kom en række store godser til at dominere, medens der fandtes halvstore godser i mange af sognene. I vest er kun få større godser, og mellemstore herregårde. Vesthimmerland er et forholdsvis tyndt befolket område, hvor udviklingen først for alvor tager fart med jernbanen og de mange stationsbyer, der opstår i slutningen af 1800 tallet.

 

Store familier med op til 10 - 12 børn

 

Befolkningstilvæksten kom også til Himmerland i løbet af 1800 tallet. I 1801 levede der ca. 35.000 personer i det himmerlandske område, i 1850 48.000 og i 1920 105.000. Den himmerlandske befolkning voksede ud over, hvad landsbyer, udflyttergårde og nyoprettede husmandssteder kunne føde. Den faldende børnedødelighed er stærk medvirkende til den øgede befolkning.

 


 

Vandringer - udvandring

 

 

Vandringerne tager fart – først fra land til by – og sideløbende udvandringen til USA. Men byerne kan ikke optage væksten.

 

De fraflyttede huse og ejendomme bliver hurtigt besat med nye beboere. Der oprettes nye brug ved hedeopdyrkning og udstykning af herregårde. Generelt er brugene for små til at kunne ernære en familie, det var nødvendigt for manden at tage arbejde, mens kone og børn passede landbruget.

 

Fra Himmerland udvandrede der så mange, at næsten alle himmerlændinge på denne tid har slægtninge i USA. Sogne afgav hele årgange til udvandring.

 

 


Sociale forhold

 

Befolkningsoverskuddet i 1800 tallets Himmerland medførte en voksende gruppe af fattige. For de små husmænd og jordløse familier bestod overlevelsen i at arbejde på godserne og hos gårdmændene. Der var arbejde i skovene, mergelgravning, vejarbejde m.v. Typisk foregik det meste af af disse beskæftigelser som sæsonarbejde. Desuden betød det store udbud af ledige hænder, en yderst minimal løn.

 

For nogle kunne lidt småhåndværk/husflid give et lille supplement til indtjeningen, eks. kurvebinding. I skovegnene kendes ”bærkoner”, der i bærtiden sagtens kunne afsætte tyttebær, hindbær og blåbær på markedet i Aalborg. Krybskytteri var også en måde at få mad på bordet, eller ved videresalg af kød.

 

 


 

Sne skaber arbejde

I 1900 føg jernbanen gennem Rold Skov til med sne fra midten af januar til omkring påske. Den eneste måde at få sneen fjernet var med håndkraft og skovle. Jordløse og husmænd strømmede til fra de omliggende sogne for at få del i dette uventede arbejde, og det endda til 3 kr. om dagen. Det var det samme, som kunne tjenes ved tærskning en hel uge. Flokken af snekastere havde rottet sig sammen og presset banen til en dagløn på 3 kr. Hvis ikke, så ville de strejke, – og med det vejr var det umuligt at få andre ryddere frem.

 

Det var hårdt arbejde, sneen skulle kastes op i dynger på flere etager. Flere af snekasterne kunne ikke holde til arbejdet, de var simpelt hen præget af årstiden og arbejdsløshed med mangel på ordentlig føde og var i en tilstand af vintersvaghed, som Peter Riismøller udtrykker det i bogen Sultegrænsen, der udkom 1971.

 

 

 ”Ved middagstid faldt også Mads Knudsen fra, men til ham samlede de Otteruphuse mænd sammen af den første dagløn, så Mads kunne få noget ordentlig føde i nogle dage, og på denne vis komme ind i snesjakket igen”

 

Peter Riismøller, Sultegrænsen, 1971

 

 


Fra sult til fattiggård

 

 

 

 

Der kunne sagtens være perioder, hvor der ikke var arbejde at få ikke engang for kosten. For adskillige familier krøb nøden og sulten frem, der var ikke mad at sætte på bordet. En frygtelig og desperat situation, at måtte gå i seng uden mad. Ofte var det børnerige familier, det handlede om, og selvom børnene allerede inden konfirmationsalderen måtte ud at tjene, var der som regel mindre søskende, der skulle mættes. At gå tiggergang til sognet eller naboen var meget nedværdigende.

 

Familier gik i opløsning, endte på fattiggården, og børnene på sognet, ofte som ”udlicitering” til bønder for den laveste pris.

   

 

 

 


 

Udvandreragenten

I Hadsund kunne der bestilles rejse og billetter til udvandrerskibene hos bødker A. C. Gade. Han repræsenterede Skandinavien- Amerika Linien. Gade førte udvanderprotokol, der omfattede et 2o års forløb, sluttende 1931. I denne periode formidlede han udrejse til 249 personer.

 

 

 


Kilder:

  • Peter Riismøller, Sultegrænsen, udkom 1971.
  • Henning Bender, art. Udvandringen fra Aalborg amt 1868-1903, fra Himmerland og Kjær Herred 1996.
  • N. C. Skånvad, art. Den Store Rejse i Himmerlandske Rids, Forsikringsselskabet Himmerland 1988.