For ca. 4000 år siden begynder en ny og skelsættende epoke i Sydskandinavien. De første metaller dukker op i Norden. Via forbindelser med kulturer fra Mellemeuropa og England kommer bronzen hertil i form af kobber og tin, og hurtigt bliver det nye metalhåndværk udviklet på et højt specialiseret niveau. Flintesmeden må lære sig ny teknologi for at kunne forarbejde det nye gyldne metal, bronzen, om til redskaber, våben og smykker.


Med den nye tid og de udvidede kontakter til Syd og Mellemeuropa vinder nye religiøse forestillinger og tanker frem og således også nye ceremonier. Solen indtager nu en helt ekstraordinær og universel plads i bronzealderens religion. Solen er selve symbolet for den livsnødvendige og livgivende kraft for mennesker, dyr og afgrøder. Gennem hele bronzealderens 1200 år lange periode går solens motiv igen og igen på bronzegenstande, som smykker, sværd, bælteplader og rageknive. Store helleristningsområder med bl.a. ristede skibs og solsymboler finder vi specielt på Bornholm og i Sydsverige. I det øvrige Danmark finder vi en sjælden gang solens tegn på løse sten, og når det hænder da ofte i tæt forbindelse med de store gravhøje, der blev opført i bronzealderen. Specielt her i Himmerland er helleristningsstenene godt repræsenteret, idet ikke mindre end 7 sten med den hellige sols tegn er fundet og registreret. Den sidst registrerede solsten i Danmark er ”FRUERHØJSTENEN”, fundet tæt ved ådalen på bakkedraget ved Skindbjerg lige oven for Lindenborg Å.

 

Ådalen - Et rigdomscenter i bronzealderen

FRUERHØJSTENEN I SKINDBJERG- EN STEN MED HELLERISTNINGER

 

 

Oven for ådalen mod syd ligger Skindbjerg. Stedet, såvel som navnet Skindbjerg, syntes som skabt til at ære den sol, der i bronzealderen var centrum i gudetro og kult. Kun i glimt lader stedet og fundne genstande os kan ane den fjerne fortid.  For mere end 3000 år siden indgik en helt speciel sten i en af de mange gravhøje der lå spredt oven for ådalen. På stenen er indhugget det hellige tegn for solen og hjulet.


Stenen stod antageligt til skue på gravhøjen, eller indgik i en stenkreds rundt om denne. Højen blev som tusinde andre ofret i fremskridtets og udviklingens navn. Men stenen med solens og hjulets tegn blev bevaret fra en skjult og mytisk oldtid og er i dag at se på Museum Rebild.

 

BONDEN, HØJEN OG STENEN

 

Ejeren af Fruerhøjgård i Skindbjerg, Kristoffer Sloth, beslutter i 1920 at inddrage mere jord til dyrkning ved at udjævne endnu en høj på marken ned mod Lindenborg Ådal. Under arbejdet, - tæt på selve den høj, som bærer navnet Fruerhøj, og som nu ligger fredet på gårdens jorder, - finder Kristoffer Sloth stenen med hjulkorset/ soltegnet. Han er straks klar over, at han har gjort et usædvanligt fund. Stenen bringer han hjem til gården og den sættes op ad kostalden på gårdspladsen, som den fine og sjældne sten den er.

 

 

Sønnen Henry Sloth overtager den gamle gård i 1940 og med denne også solstenen fra den sløjfede gravhøj. I år 2000, firs år efter at den blev fundet, overdrager Henry Sloth stenen til Museum Rebild, hvor den nu er at se i nyopsat udstilling.

 

 

 

FINT BESØG OMKRING EN STEN

Helleristninger kan være særdeles svære at se, og ofte opdages de ved en tilfældighed, når lyset falder helt rigtigt på stenen eller klippen.

 

Således blev en tanke da også vakt på museet, da en solstråle en forårsdag pludselig rammer solstenen fra Skindbjerg. Hjulkorset/soltegnet står klart og fint, men er der mon også et skib indhugget i stenen fra Skindbjerg.

 

 

 

Formodningen er så stærk, at Nationalmuseet anser det for en reel mulighed. En dag i august får museet fint besøg af dr. phil. Flemming Kaul, ekspert i bronzealderens helleristninger. Han besøger museet sammen med daværende ambassadør Laurie Fulton, med hvem han kører rundt i det nordjyske for at se på historiske seværdigheder. Desværre kan eksperten ikke verificere et skib i museets solsten. Han formoder dog, at stenen blev udvalgt til at bære solens hellige tegn, fordi naturen ved et under, selv har mejslet et skib ind i stenen. Dog bringer besøget  en nyopdagelse med sig: I centrum af hjulkorset er en skålgrube indmejslet som hjulnavet eller som centrum for solen.


Stadigvæk kan vi dog spørge os, selv når vi går forbi stenen: ”Er der alligevel ikke et skib?” Kom og kig efter og døm selv … men eksperten har jo nok desværre ret.


PRAGTFUND FRA MOSER OG MARKER

 

At religionen gennem et par årtusinder må have stået i solens tegn, vidner flere gyldne fund af den skinnende bronze og det røde guld om. Flere rigdomsfund er gennem tiderne dukket op fra ådalens marker og moser. Senest kan nævnes den nyligt fundne skat fra Gl. Skørping i august 2014. En krukke, nedsat engang i slutningen af bronzealderen, ca. 800 f. Kr., indeholdt både ringe, armbånd og ragekniv, små figurer, hængekar og en mængde hesteudstyr i bronze, samt et næsten komplet sæt af seletøj, læderet så godt bevaret at både syninger og dekorationerne i læderet er bevaret, - helt exceptionelt og unikt for hele Nordeuropa. Som kronen på værket indeholdt krukken med skatten også en såkaldt edsring i guld.  Edsringen var engang et vigtig statussymbol for en rig og mægtig høvding i Ådalen. I skrivende stund (november 2014) er hele skatten endnu ikke udgravet. Krukken blev hjemtaget som et præparat og udgraves nu på Bevaringscenter Nord af kyndige konservatorer. Flere fund kan stadig dukke op fra krukken og være med til at afdække hemmeligheder fra en fjern fjern fortid, -historier som kun arkæologien kan fortælle.


En gang tidligere i 1845 er der på Teglgårdens matrikler, på bakkedraget syd for ådalen, dukket guld op fra bronzealderen. Et depotfund bestående af en kraftig edsring og to guldringe af dobbelttråd blev fundet nedlagt ved en stor sten. Guldringene befinder sig i dag på Nationalmuseet.


Bronzealderen lader igen høre fra sig i form af et skattefund med fine bronzegenstande på Vaseholm lidt nord for åen i 1992. Den tiårige dreng, Søren, havde hørt godt efter i skolen, og da bronzerne efter et anlægsarbejde i mosejorden på Vaseholm ved hans forældres gård, ligger spredt rundt i den våde mosejord, er han den første til at genkende de fundne genstande som oldtidsfund, skønt andre havde kaldt det noget gammelt ”lampebras”.


I det nutidige Støvring er der på flere lokaliteter fundet spor efter bebyggelser med grupper af huse fra bronzealderen. En gruppe af mennesker har fra det lille samfund af bønder ca. 1000 år f.kr. taget turen ud i de våde enge til Vaseholm og har her skænket en kostbar og strålende offergave til de guder der opretholdt balancen mellem mennesker og naturen. I en fornem og sjælden bronzespand, af centraleuropæiske herkomst, blev to hængkar, to spiralarmringe og tre pladebøjlenåle, alt sammen kvindesmykker, nedsænket eller sat på kanten af den hellige mose. Fundet kan i dag ses på Lindholm Høje Museet, Nordjyllands Historiske Museum.

 

 

Foto: Med tilladelse fra Nordjyllands Historiske Museum og Nationalmuseet

Læs mere:

  • Danmarks Oldtid, Bronzealder 2000- 500 f. Kr.: Jørgen Jensen
  • Helleristninger I Danmark: P. V. Glob
  • Helleristninger: Billeder fra Bornholms bronzealder: Kaul, Stoltze, Nielsen, Milstreu
  • DANEFÆ, SKATTE FRA DEN DANSKE MULD, Vaseholm et rigt offerfund fra yngre bronzealder i Østhimmerland: Lise Frost
Degn Grafisk